Indledning. Den, der elsker sit Fædreland, maa ogsaa elske dets gamle Historie. Det danske Land er skiønt, med sit Hav, sine Skove, sine Bakker og frugtbare Sletter; men paa disse Sletter staae mange smaa Høie, hvilke Naturen ikke har dannet. Man kalder dem Kæmpegrave og det ere de. Allerede disse maae vite vække en Nysgierrighed hos den danske Landmand. Mange Sagn og Eventyr fortælles endnu om dem Et varmt Hierte, et trofast Sind har vist ofte lyttet til Fortællingerne, saa forvirrede og fordreiede de end vare. Mangen ærlig Bondeson, som lignede Hialte i Historien om Hrolf, har det vist giort ondt, naar han aarlig maatte ploie mere bort af den ærværdige Hoi, der stod paa hans Faders Mark, naar han saae de gamle Runestene sønderslaaes og ødelægges, ofte endog uden mindste Nytte. Men det var ikke blot de hedenske Gravhøie, det var ogsaa de gamle christne Kirker, der truedes med Ødelæggelse. Man er nu kommen til en bedre Overbevisning. Skialdenes Sange have trængt sig ind i Landsmændenes Hierter, og for at Nutiden ret kan gaae frem, er man bleven overbeviist om, at man ofte maa see tilbage, og lade de kostelige Mindesmærker staae, som Milepæle paa Veien, for at vide: hvor langt man er kommen, og om man ikke har forvildet sig? Der er nu ogsaa indrettet Giemmesteder i Hovedstaden, for alle vigtige Levninger; og naar den Nordiske Oldfagn. 1 |