ublokkede hende engang fra hendes Faders Gaard paa Marken. Her greb Kampen hende, og førte hende ind i Vierget med sig. Nogle mene, at det var Kæmpen selv, der først havde forklædt sig som en Qvinde.

Da Othar fik dette at vide, holdt han ikke op med at søge paa Biergene, før han fandt Sigrid; han slog Kæmpen ihiel og bragte hende hiem til sit Huus. Kæmpen havde saa underligt flættet Sigrids Haar, at det var umuligt at opløse det, uden at skille det ad med en Kniv. Othar forsøgte nu atter at bevæge hende, men da det ikke lykkedes, vilde han ikke tvinge hende, men lod hende gaae hvorhen hun lystede.

Hun soer vild, fandt hverken Huus eller By, eg kom endelig i en Skov, til en grum og forfærdelig Qvindes Bolig. Denne tog hende til sig, og lod hende vegte sine Gieder. Othar fom atter og befriede Sigrid igien fra denne Trældom. Han spurgte hende: Hvad tykkes dig, Sigrid! at være bedst? enten at give mig din Tro og Love, eller at omgaaes disse stinkende Gieder og Bukke? Forlad denne grumme Qvindes Tieneste, og skynd dig hurtig med mig til mit Skib! Kiære Sigrid! vend dit Ansigt til mig og see mildt paa mig, efter min store Attraa og lange Længsel! Hvis du giør det, da skal jeg bringe dig hiem til din Moder. Tænk paa, da jeg frelste dig fra den lede Kampes Hule! Besind dig! Vil det ikke regnes dig til Vanvid, at du heller tiener denne Skovtrold og vogter hendes Gieder, end giver mig din Tro, og lever med mig i Gammen med Ære?

Sigrid blev varagtig i sit Forsæt, og vilde ingenlunde opløfte sit Ansigt for at fee paa Othar. Da hun havde forladt ham, kom hun efter lang Vildfarelse til Othars Moders Huus, og da hun bluedes ved sin Armod og fit ringe Klædebon, sagde hun sig at være fattige Folks Barn. Men Othars Moder mærkede vel af hendes Deilighed, at hun ikke var af Trælleæt; thi undfik hun hende venligen og lod hende spise ved Herskabets eget Bord.

Da Othar kom hiem, lod han, som han slet ikke fiendte den fremmede Giast, og spurgte: hvi hun stiulte sit Ansigt med

et Linklæde? Og for ret at forfare hendes Hiertelag, lod han alting beskikke i Huset, ligerviis, som om han vilde tage en anden Jomfru tilægte.

Da han gik til Brudekammeret, befalede han Sigrid at bære Brudeblus for sig, og lod hende staae saalænge, til det brændte hende ned i Fingrene. Hun stod alligevel stille, og rørte hverken Haand eller Hoved, indtil Othar bad hende spare sin Haand og vogte sig for Skade. Da faae hun mildeligt til Othar og fif ham kiær, gav ham sin Tro og blev hos ham. Da Kong Sigvald erfarede dette, blev han først forternet og vilde lade Othar hænge; men da han hørte hvorledes Helten havde reddet hans Datter fra Troldene, gav han ham Sigrid til ægte.

Hagbarth og Signe.

I denne Saga fremtræder Kiærligheden stærk, midt imellem Kamp, Had og Hævn. Det Rørende bestaaer ikke i Signes ynkelige Død, men i hendes Heltemod, at hun er kiak nok til at følge Hagbarth. Den Havn hun derved (selv uvidende derom) faaer over hans Tvivl om hendes Troskab, er ogsaa skien. Han føler sig ydmyger og smeltet Det er ikke længer den stolte Helt, der trodser sin Fiende, det er den angrende Beiler, der følger sin Mø.

De skarpe Træk af Grumhed og Vildhed i denne Fortælling; Hagbarths Forklædning og Mede hos Signe; at Signe tager alle fine Moer med i Døden; at hun, for at hævne Hagbarth, afbrænder sin Faders Gaard, alt dette vidner om Oldtid. Men med historisk Vished kan man intet sige derom; og flere Stednavne i alle tre nordiske Niger stride om den ære, at have været Skuepladsen for Hagbarths og Signes Elskov.

En Vaar seilede Alf i Norge med sin Broder Alger ud i Søen med hundrede Skibe, og kom ifærd med Kong Hamunds tre Sønner, Helvin, Hagbarth og Hamund. De sloges den hele Dag, indtil den mørke Nat adskilte dem. De havde paa begge Sider lidt saa stort Tab, at Ingen næste Dag kunde fortsætte Kampen; de sluttede Fred og Venskab, og fulgtes alle ad til Kong Sigar i Danmark.

Hans Datter havde da en navnkundig Veiler fra Tydskland, Hildigslef, som mere stolede paa sin Skiønhed, end sin Dyd og Duelighed. Signe kunde bedre lide Hakon, Kong Hamunds Søn, for hans Manddomsgierninger, end hin anden Beiler. Hagbarth

lod sig ikke mærke med for Signes Brødre, hvad han havde isinde; men da han saac Leilighed dertil, overtalede han Signe til at stiænke ham Tro og Love. Men for at hun skulde blive umistænkt for Hagbarth, roste hun i Alles Nærværelse Hakon og fagde: Hvilken Forstiel paa mine Beilere! Hafon er vel ikke saa faur og skien, men har desmere Manddoms Styrke og Viisdom. Hildigslef stoler paa sine fagre Haar og prægtige Klæder; men jeg stiøtter iffe om Deilighed uden Dyd.

Af saadan Tale mærkede man dog snart, at hun lovede Hagbarth under Hakons Navn. Hildigslef, som maatte drage tørblødt og forhaanet fra Kongens Gaard, og give Hagbarth Rum, græmmede og harmede fig; han underkiøbte en blind Mand ved Navn Bølvise, at denne skulde vække Vrede og Had mellem Kong Sigars og Kong Hamunds Sønner. Kong Sigar havde to Mand hos sig (hvoraf denne Bølvise var den ene), de vare hans ypperste Raadgivere. Den Anden, Bilvise, kunde stille Vrede og forlige dem, der vare usamdrægtige; Bølvise kunde derimod opægge, hvem han lystede, til Kiv og Trætte. Med forgiftig Bagtale brød han Venskabets Baand imellem disse unge Helte. Alf og Alger feidede mod Hagbarths Brødre i hans Fraværelse, og ihielslege dem i Hamundsfiord; men Hagbarth kom strar med friske Krigsfolk, nedlagde hine og hævnede sine Brødres Død.

Efter denne Kamp drog Hagbarth hemmeligt til Signe, som om der intet Ondt var skeet; og gav sig ud for en af Hakons Skioldmøer, der bragte Bud fra ham til Kong Sigar. Derpaa modtoges han af Signe i hendes Jomfrubuur.

Om Aftenen, da hendes Tærner skulde toe Hagbarths Fødder, og han blev adspurgt, hvi hans Been vare saa lodne og hans Fødder og Hænder saa haarde? svarede han: Lad det ikke forundre Jer, I gode Jomfruer! Jeg er opdraget i Krig og Orlog hos Hafon, min Herre. Dersom I vidste, hvor ofte jeg er gaaet over det skarpe Sand, giennem hvasse Torne, over den haarde Jis og de graae Klipper, da vilde I mere undres over, at mine Fedder iffe endnu ere opslidte. Hvis I vidste, hvor

ofte Harnist og Jernstøvler have trængt og tvunget mine Arme, Bryst og Been, da vilde 3 ikke finde det selsomt, at min Krop ikke er saa blød som Eders, der daglig bærer Linklæder, Silke og Skarlagen. Der er i mange Aar hverken kommen Rok eller Teen i min Haand, men kun Piil og Glavind.

Signe samtykte strar, og sagde: Det kan ikke være Andet, end at den Jomfru, som omgaaes med Vaaben og Værge, som maa feile og roe over havet, at hendes Vilkaar jo ere langt anderledes, end deres, der drive Ovindesyssel. Hvo vilde da klage over hendes Hænder og Fødder, at de ikke ere saa glatte og bløde som vore?

Da Hagbarth var alene med Signe i Fortrolighed, sagde han: Hvis din Fader greb mig her og dræbte mig, vilde du da, min Brud! holde den Troskab, du svor mig? Jeg veed vist, at din Fader sparede mig ingenlunde. Siig mig, hvad vilde du giøre efter min Død? Signe svarede: Dersom Lykken blev os saa gram, at du for min Skyld skulde miste dit Liv; troe mig, jeg vilde ingen Dag overleve dig. Af saadan Tale blev Hagbarth saa frimodig, at han forgiættede at adskilles fra Signe, og foragtede al den Fare, der svævede over ham og snart overgif ham. Thi Tarnerne, som vogtede Kammeret, røbede Hagbarth, saa at Kongens Mænd snart kom og grebe ham. Han værgede sig mandeligen lang Tid, og slog Mange ihiel i Døren, før han gav sig fangen. Paa det sidste maatte han dog overgive sig, og blev ført for Kongens Raad. om, hvordan man burde straffe ham. Bilvise, Bølvises Broder, og nogle Andre, gave det Raad, at man skulde lade Hagbarth leve; at det var bedre at bruge hans Ungdom og Manddom i Krig, end at myrde ham. Men Bølvise opstod og sagde: Det er ilde giort, at formene Kongen sin Hævn over Den, som har dræbt hans Sønner og bestiammet hans Datter.

Her demtes meget forstielligt

Da man

Saa lod man da en Galge opreise for Hagbarth. ledte ham ud af Hallen, rakte Dronningen ham et Drikkehorn med Miød og raabte: Drif nu, du hovmodige, trodsige Hagbårth! Trik nu sidste Gang af dette Horn, at du kan døe uden Rædsel