Da med Disciplene vor Frelser fra det Høie
Netfoer paa Sky, ved milde Lyn,
Og rørte ved et jordiskt Die,
Da Thorvald faae et Himmelsyn.
Og hvad han faae, han Danmark viste:
De store Billeder de staae nu om hans Kiste;
Og Christus strækker — salig stiøn
Sin Haand mod ham og siger: Kom, min Son!
Farvel, Du store Thorvald! Hør Fædrelandets Røst!
Her hver en Vennestemme fra dybtbevæget Bryft!
Her Hver, hvis Aand forstod dig, hvis Hierte aned Kunst!
Taf, Thorvald! Du har adspredt den tykke Taagedunst.
Dig signe Mænd og Gubber, og Qvinder, Bern saa smaa!
De skal i modne Fremtid din Herlighed forstaae.
Vor Kiærlighed! Du seer den hist fra dit Himmerig!
Studenterne ved hans Grav.
Med 2re, som en Jordens Søn
Vel fielden ned, du sank i Crav;
Og, Thorvald! det var Aandens Len,
For al den Herlighed du gav.
Her samler sig en Ynglingsflok
End til din Hæder, velfortient.
Vort Altar er din Marmorblok;
Selv har du Altrets Flamme tændt.
Vi samles ved din Marmorblok;
Selv har du Altrets Flamme tændt.
Dig hylder en Studenterflok,
Fordi du var en sand Student!
En god Student, en ret Student!
Ved Romas evige Ruin
Du lærte godt, skiøndt ei paa Prent,
Dit Grast, o Thorvald! dit Latin.
Og hver en Lærd vi spørge nu,
Hvem ei Indbildskhed har forkeert,
Hvo bedre Græker var end du?
Hvo har de Gamle meer studeert?
Om det var Billed eller Ord,
Tegn er et Tegn, blandt Andre fleer;
Og Phidias var græst og stor,
Endsfiendt han ikke var Homer.
Du var Student! Den en Student,
Hvis Aand rast stræber flittig frem,
Og som, af Lykken ei forvendt -
I Musers Hal fandt bedste Hiem;
Der selv i Storheds hoie Glands
Besteden som en Yngling staaer,
Og fletter Ungdoms friske Krands
Om sølverbleget Oldingshaar.
Det giorde du saa stod du tidt
Med Weyse, med din Landsmand stor,
I denne Kreds, hvor ynglingsfrit
Vi hædred Jer med Broderord.
Nu møder han med Harpeklang
Dig hist hos Gud i Engleflok;
Og Evighedens skiønne Sang
Nedtoner til din Marmorblok.
Men vi omkring dit Marmor staae,
I Broderkredsen Haand i Haand,
Og vore varme Hierter slaae,
Oplued af din Mesteraand.
Vor Kraft sig føler mere stærk;
Slig Virkning har din Død frembragt. -
Hver Skaber af et Fremtidsværk
Staaer, Salige! med dig i Pagt.
Athene hyller sig i Flor,
Hvad Danmark misted, Danmark veed;
Men vi har tabt ved dette Bord
Din venlige Personlighed.
Held os! vi Thorvaldsen har kiendt!
Her paa vort Blik hans Blik har hvilt;
Og tidt, naar Glædens Blus var tændt,
Han har vor Fryd imødesmilt.
Naar Ynglingen som Gubbe staaer,
Han Bernebern fortælle skal:
Jeg mindes ham, som feet igaar!
Han regned mig i Venners Tal."
Ja Thorvald! Taaren ved din Død
Er Foraarsregn med rige Trøst,
Kiærminder den fremspire bed,
Og stiænker moden Frugt i Høst!
Alvorsfuld er vor Sorg, smertelig ei,
Trøstigt blander sig Fryd saligt i Sorgen;
Saa, naar Vinteren flyer, yndige Mai!
Ovæger Diet din friskblomstrende Morgen.
Thorvalds Aand er hos Gud! Her har hans Aand
Virket Danmark til Glands, Livet til Glæde;
Hisset, løst fra sit Støvs fængslende Baand,
Kan han Skiønhedens Væld nærmere træde.
Saare betydningsfuldt Kunstnerens Aar
Sig udvikled; saa groer Spiren af Jorden,
Skiult i tyffeste Mulms laveste Kaar,
Sil en Stamme saa høi stærk den er vorden.
Faders Armod han hialp, Træ han udskar,
Af Kunstfølelsens Kraft hærdet mod Trykket;
Mange Snekker maaskee Belgerne bar,
Som dit barnlige Værk, Thorvald! har smykket.
Og dog sprang han maaskee frem af et Blod,
Som forherliget har Oldtids Idrætter:
Fædre vare maaskee dine, hvis Mod
Tvang i Asernes Flok fnysende Jetter.
Olaf Paa var en Helt, Islandet sandt
Knap hans Mage: saa stien, stærk, uforfærdet;
Kiærligheden til Kunst Olaf forbandt
Med Bedrift, og han hug, blot ei med Sværdet.
Oldtids Sagn i hans Hal Kniven udskar,
Paa de Bialker, som rundt smykkede Salen:
Fofnersbane, som stred deilig og svar,
Odin, som til sit Bord vinkede Valen.
Men hvad havde du sagt, herlige Paa!
Hvis du her havde feet Kunstnerens Under?
Hvis af Ætlingens Haand Værker du faae,
Atter leve du vist troede Vaulundur.
Ham var Kunsten en Leeg! let som en Leeg,
Let som Kildernes Væld Vandet udøste;
Let, som Pigen paa Mark binder en Neeg,
Han Kunstgaaderne let, smilende løste.
Og dog Alvor faa dybt, dybt i hans Sind
Havde bygget fin stærkthvælvede Bolig;
Medens venlige Smil pryded hans Kind;
Selv ved Lidenskabs Prag tænkende, rolig.
Nu, som her Ganymed strækker sin Haand
Til den tørstige Ørn, Drikken den yder,
Saa med himmelske Kraft styrkes din Aand,
Hist, hvor Engelen dig velkommen byder.
Løven selv paa din Grav har du os fat,
Troskabsløven, som du Schweizerne satte;
Aldrig vorder for dig Kiærlighed mat,
Du, som stiankie dit Land saadanne Skatte!
Jason hente du led gyldene Skind,
Kunstklenodiet selv fandt du med Wre.
Piger staae ved din Grav. Taare paa Kind! Du har Pigerne lært Gratier være.
Alerander! dit Tog kongeligt var;
Men da Danmark til Grav Thorvaldsen bar,
Mon Triumphtoget da viste sig mindre?
Kraftig var du til sidst, liflig din Hu,
Kraftig Gubbe! det skal Sagerne fande.
|