Men glemmes vil Du ei paa Fredriksberg,
Saalange Slottet kneifer, Kirken staaer;
Thi virket har Du der halvhundred Aar,
Vergelmer, for det sliønne Fredens Bierg!
Og mangt et Sagn om dig der høres vil;
Naari Kammer

Maanen flammer,

Og ved helligt Orgelspil.

Om Aftnen tidt, naar Skyggen falder lang,
Vil Pigen gyse, naar hun troer, din Aand
Staaer bleg, med Hovednøglen i sin Haand,
Og skynder sig hen ad den dunkle Gang.
Hun troer, Du sysler end paa kiære Borg,
Paa de Steder,

Hvor med Glæder

Stundom blandte sig din Sorg.

frygt kun ei! thi saligt er hans Liv;

Høit over Luften blaa i Englebo,

Der finder nu hans varme Hierte Ro,

Hos sine Dettre, hos sin Venneviv.

Hans Søn med Hustru, Børn ved Graven staaer.

Taaren flyder,

Ønsket lyder:

Stiank os, Gud, hans Kraft og Aar!

Men ikke vi blot røres ved hans Savn!
Han var sin Konge fiar, en ærlig Svend;
Han glemmes ei af bolde Danemænd,
Thi i sin lille Kreds han virked Gavn.
Og tidt afhialp han arme Broders Nød,
Sfabte Glæder;

Derfor græder

Ærlig Troskab ved hans Død.

Ja, Somren selv med et bevæget Sind
Farvel ham sagde. Dagen før hans Død
Du lille Nattergal! din Stemme lød
Tæt ved hans Vindver i den grønne Lind.
Jeg aldrig før har hørt dig synge der;
Ikke siden

Kun i Tiden

Af hans Aftens sidste Skiær!

altfor stiønne Vaar, ved Gubbens Grav! I dig ei skumle Mismod trives fan. Hist smiler Tidens Segl med blege Rand, Og Solen synker i et Rosenhav;

Og Haabet Grønt selv farver Skyen varm. Ingen Klage!

Kun tilbage

Sank han i sin Skabers Arm.

Charlotte.

I Herrens Navn!

O Gud din Villie skee!

Lindre vil Du mig mit tunge Savn,

Og min dybe Hiertevee.

Snart forestaaer

En ung og deilig Vaar;

Men aldrig aldrig meer

Mit elskte Barn jeg feer.
Ingen yndig Rose rød

Dufter for min Lotte, sød,

Thi hun sank i Gravens Skiød.

Veninders Flok

Bandt Hyacinther blaae;

I din Haand og ved din blonde Lok

Lagde man de Blomster smaa.

De fulgte med

Til sidste Hvilested;

Dem tidlig Aaret gav,
De sanki Ungdoms Grav.
Ak, men i den sorte Jord
Haabets Blomst dog ikke foer;
Hisset er en evig Flor!

I Gravens Hiem

Sank ikke hver en Blomst:
Stiernelilien tindrer freidig frem,

Klar, ved Haabets Atterkomst.
Ja, hulde Sial!

Dig bandt ei Kistens Fial;

Du svæver, salig blid,
En himmelst Engel hvid.
Og naar Aftnen stunder til
Tidt Du mig besøge vil,

Lytte til mit Strængespil.

Dit Liv var kort,

Saa snelt Du os forlod;

Ak den bratte Død dig kaldte bort,

Da Du Livet først forstod:

Da Moderro

Dig giorde Sindet fro;

Da huuslig stille Lyst

Husvalede dit Bryst.

Sidste Juul jeg til dig kom,

I din Moderhelligdom.

Nu staaer Stuen fold og tom.

En sielden Aand,

Som visted i dit Siv,

Yndigt ledte dig ved Kunstens Haand

Giennem et uroligt Liv.

En herlig Sti

Dig aabned Poeste;

Og, Lotte! hvor Du gif,

Der tonede Musik.

Selv Terpsichore til Dands.

Laante dig sin lette Krands.

Yndig var din Ungdomsglands!

Til fierne Land,

Som Gubber tidt ei saae,

Reiste Du saa ung fra Fædrestrand,

Over Osterfeen blaa.

I fremmed Stad

Du med din Fader glad
Begeistret, henrykt gif,

Med videlystne Blik.

Kunsten aabned dig sin Skat.
Ak! nu har Du Alt forladt,
I den mørke Gravens Nat.

Christiane.

I.

Ved hendes Grav.

Visselulle nu, Barnlil!

Sov nu fedt og sov nu længe,
Sfiendt din Vugge stander stil,
Uden Duun og uden Giange.

I din Sommers første Tid
Storm ei hvined over Stubben;
Morgenen var blaa som blid,

Da som Blomst du sprang af Knuppen.