Din Absalon igien du finder,
Han takker dig med Broderaand,
Fordi du Oldtids skiønne Minder
Af Støvet drog med varsom Haand,
Fordi du paa den danske Strand
En ædel Biskop var, som han.

Og ved dit skiønne Eftermale
Din Navne Petrus glædes ret!
Du fanged Menneskenes Siale
Som han i Kiærlighedens Næt.
Og derfor strøer paa Gravens Vei
Dit Danmark dig Forglemmigei.

Lover den Herre, den mægtige Konge med Ære!

Lov ham, min Sial! og lad det din Forlystelse være. Graven og Død,

Ikke de Modet os brød;

Jesus fun vinker de Kiare!

Hvo har en Aand, og ei føler Udødeligheden?
Hvo har et Ønske, som ganske blev opfyldt herneden?
Salige! hist,

Hist det opfyldes forvist;

Himlen kun stiænker dig Freden.

Skiælvende Hierter! saa frygter ei Graven, den forte; Den er kun Veien til Himmerigs straalende Porte. Buer de slaae,

Herligt paa Himlen de staae,

Deiligst naar Skyer er sorte.

Sialen har Vinger, som Smerten paa Jord kan ei stække, Kraftigt i Døden de ud over Rummet sig strække. Kiærlighed bød,

Ængstlige Tid! af dit Skiød

Høit de mod Himmelen række.

Ja! naar Basunen os kalder, forenes vi ville.
Hvor ingen Veemods, Bedrøvelses Taare skal trille.
Der vi vor Ven

Finde forklaret igien.
Hvor os ei Tiden kan stille.

Johan Daniel Herholdt.

Lak for din Kunst, din Videnskab, dit Hierte!
Trofaste Venner samles om din Grav.

Ja, længe stod Du som en freidig Kierte,

Et Fyrtaarn

heit paa Field, i Nattens Hav.
Hvor mangen Skipper redded Du i Fare,

Ved ham at lede fra den lumske Sti!
Og midt i Storm, i dine Flammer flare,
Foer Stibet lykkeligt sit Skiær forbi.

Dit Navn skal ikke dee! bag Herthas Grene
Det blomstrer atter i en frodig Vaar.
I Herthadal, blandt store Bautastene,
Hos Tode, Callisen din Rune staaer.
Og Fædre, Mødre tidt i Morgenrøden
Skal vise glade Smaa din Rune stien,

Fordi, som Børn, Du redded dem fra Døden.
Saadan Du lever i den yngste Søn!

Samlebe Digte. V.

5

Hvo kommer hist? Nu ei Basunen larme!

Thi svag kun

svag er denne sagte Røst.

Hvo kommer der? En talrig Flok af Arme;
Thi Han var deres Fader, deres Trøst.
En ringe Krands af friske Graneqviste

Har de Ham flettet; Dug blev deres Graad.
De vilde, Fader! dig saa nødig miste;
Du gav dem Stiærv, Du gav dem vise Raad.

Din Vortgang, Salige! bedrøver Mange,
Men selv Du ikke leed det mindste Tab;
Du om din Stav vandt Evighedens Slange,
Blev i din Død din egen Æskulap.
Om ogsaa Charon dig med Baaden henter
Hvad siger det? kun fort var denne Nød.
Hygæa hisset dig med Skaalen venter,
Og Livets Drik Du nyder i din Død.

Joachim Conrad Oehlenschläger.

Den unge Mai udspringer atter fro,
Og Sangfuglskaren vender glad til Nord;
Med Græsset dækker sig den stiere Jord,
Og spæde Blade frem af Knuppen groe;
Og regnbufarvet Blomsterskaren staaer;
Alt sig fryder,

Alting tyder

Paa et nyt livsaligt Aar.

Baa Bakken hæver sig den sunde Borg
Med sine lyse Fleie, som tilforn;

Men Klokken kimer hist fra Kirkens Taarn,
Den lille stille Sfare gaaer i Sorg.

En Kiste bæres hen paa sorten Baar,

Giennem Haven,

Ned til Graven

Paa den øde Kirkegaard.

Hvo bringes did?

Ak savner Du ham ei?

Den Olding, som saa tidt med muntre Blik,

Med sneehvidt Haar, imellem Blomster gik,

Selv en Decemberrose,

frist i Mai;

Som ene, med sin Stok, sin lille Hund,

Var at møde

I den røde

Aftenklare Sommerstund?

Haandværkeren, med Kalk og Kosten, her
Oppudser flittigt end den smukke Muur,
Der kneiser kongelig i fri Natur;
Men Borgens gamle Foged favnes der.
Han passer længer ei opmærksom paa;
Muntert Die

Maatte bøie

Sig i Dødens skumle Vraa.

Du diærve Gubbe, som blev aldrig træt,
Som slog dit Orgel, sang med stærken Røst,
Tilsidst dog isnet Døden har dit Bryst,
Betale maatte Du Natur sin Ret.

Halvhundred Aar paa Baffen ung Du gif,
Saae de Andre

Heden vandre,

Kraftig end, med stærke Blik.

Da Døden blev fortørnet, for den ei
Dig kunde faare langtsomt med sin Lee;
Din Kind kun rødmed mere frist i Snee,
Og Høsten saae dig stærk paa gyldne Vei;
En Feberalf til Hiælp den kaldte frem,
Dine Kræfter

Nu sidder Du ei meer ved Vintertid
Nær Buegangen i den lune Krog,
Og læser tausopmærksom i din Bog,
Mens Storm og Skyer larme vildt i Strid.
Fra Vindvet glimter ikke meer dit Lys.
Det er slukket,

Diet lukket,

Brustet ak i Dødens Gys!

De Træer, Du planted i din Urtegaard
For mange Somre siden, savne dig;
Naar Gravenstenen atter pynter sig,

Og hvid af Blomster, guul af Æbler staaer,
Du paa det skiønne Træ ei henrykt seer!
Ingen Sommer,

Naar den kommer,

Glader dig paa Bakken meer.

Og naar jeg digter et begeistret Qvad,
Og Danerfolket lytter til min Sang,

Da giør det dig ei meer

som mangengang

Saa stærkt bevæget og saa faderglad.

Og dine Børnebørn, den friste Flor

Skal ei tryffe

Labte Lykke!

Dig til Hiertet, modenstor.