Elskværdige Beskedenhed
I ubeskedenhedens Dage!
Ei med sig selv tiltakke tage!
„Jeg veed, at jeg slet intet veed"
Som Sokrates Du sagde from.
Selv hialp Du Andre med at lære,
Der længe Kirkens Hyrder ere;
Men selv Du blot som Lærling fom.

Jeg end den ædle Münter seer,
Da han paa Bakkehuset søgte
Sin Lærling, og med Rahbek spøgte:
„Vi kan ham iffe lære meer!
Han er alt i sin Manddoms Aar,
Nu maa han ikke længer tøve,
Aflægge driftigt v8 sin Prøve.
Jeg ham den bedste Lykke spaaer."

Men, Carl! Du tog i Haugen Flugt,
Og syntes næsten, det var værre,
End Adam, nøgen for Vorherre,

Da nydt var den forbudne Frugt.
Du blev ei Præst. Med Sial og Aand
Discipel til din Død at være,

Det var din Glæde, var din Ære.

Med Biblen døde Du i Haand.

Du, som foer til Themsen hen,
Men kommer snart igien til Sundet;
Du, som har gamle Hellas fundet,
Du finder ei en gammel Ven.
Dit Die, som saa venligt leer,
Men vædes, naar en Broder sukker
Jblandt Etruskers Affekrukker
Ei Brøndsted finder Heger meer;

Hans Aske hviler selv nu hist
Paa Frederiksberg ved Kirkemuren;
Men næste Foraar vil Naturen
Den smykke med sin Rosenqvist.

Hans Been er lagt ved Rahbeks Been,

Og ved den elftte Cammas Side;

Og Lotte!

hisset staaer din hvide,

Din lille Marmormindesteen.

Huldt var dit Liv, min Broder, huldt!

Du ønsted tidt, med blide Blikke,

Dig landlig Bo; den fik Du iffe,

Men Gartner blev Du ligefuldt!
I Aandens Hauge Gartner gif

Du der, hvor Christian Visdom søger;
Næst Venner meest Du elskte Bøger,
Og hvad Du ønskte dig, Du fik.

Og mange Traade der dig bandt.

Din Adler I var Ungdomsvenner!

Din Fyrste fandt en adel Tiener,

En Ven Du i din Fyrste fandt:
Og Han, der alt som Barn var din,
Han dig den sidste Ære viste:
Han stod som Biskop ved din Kiste,
Han fældte Taarer ved dit Skrin.

Ei nævner jeg med Navne nu
De sørgende, de tause Qvinder,
Ak, dine Dages troe Veninder,
Som med din Død bedrøved Du;
En dybtnedbøiet Søster dog.
Har Mindefangen ei forgiættet;
Og Hende heller ei, som fletted
Dig Krandsen til dit Kistelaag.

Saa for da vel! Min Harpe lød
Ei her som Suf fra saaret Hierte;
Din Afsked volder ingen Smerte,
Skiøndt vel vi græde ved din Død.

den var skiøn! Sødt sov Du ind,
Med Biblen i dit stille Kammer.
Da Døden slukked dine Flammer,
Stod Haabet i det sidste Skin.

Nicoline Reinhardt-Hammelef.

En Due blid, med Smaae, med elfkte Mage
Ved yndig Nøisomhed Du Glæden fandt;
Da flagred Du mod Himlen og forsvandt,
Og lod dem trøstesløse staae tilbage.
Ei trøstesløse! Du! i Dødens Strid
End Due blid.

En Ovinde bold! Ak nu den Kreds berøvet,
Med hvilken Livets skiønne Blomst Du brød;
Hvem, Elstte! førstegang Du, ved din Død,
Har vist Koldsindighed og giort bedrøvet.
Før fandt hver Ven, som græmmed sig,
Sin Trøst hos dig!

Dit Liv svandt hen som Bækken, naar den rinder Med Demant-Klarhed over hviden Grund;

Lidt efter lidt udtørredes dens Bund,

Men himmelblaae staaer Randen med Kiærminder. Selv hver en Blomst Du plantet har,

De dyrebar!

Du gode Reinhardt, bolde Normand, græder,
Forladt ak i din Bernerad!

Thi tom staaer Stolen hvor hun fad;
Men hellige dig vorde disse Steder.
Reliquier! I elsket Egn

Et Mindetegn.

Og, kiære Smaae, Bedrøvede, Jer trøster!
Hun har Jer ikke plat forladt;

I Moders Sted hun har indsat
Sit Livs Veninde hende værd
Hun leder Jer, i Nicolines Aand,
Med Moderhaand.

sin Søster.

Men, Brødre, vi som skatted hendes Dyder
I Hallen her, hvor mangt et vittigt Ord
Fra yndig Læbe lød ved Vennebord,

Ved hendes Kiste nu vor Taare flyder;
Men bittert ei

Ved salig Død.

den rinder sød

Du, som hudte Skialdens Hiertetale,
Og, naar hver Pligt var opfyldt først,
Dig gierne læsted Siælens Tørst
Med rene Draaber af Kaftale
Dig planter jeg paa Dødens Vei
En Glemmigei!

Frederik Münter.

Deden! Intet smelte kan den grumme,

Ogsaa Münter faldt for Leens Klang.
Men ei Harpen skal forstumme,
Sorgen trøster sig i Sang.

Ewalds Ven! Du saae ham Diet lukke,
Tidt var Du ham Fryd og Trøft!
Ewalds Broder! ved din Askekrukke
Takker dig en Skialderøst.

Aldrig koldt og hierteløst Du dyrked
Videnskaben, som den golde Mark;
Livet dig, Naturen, Kunsten styrked,
Ei din Lærdom var en vissen Bark!
Som et Træ med Marv, i stiønne Bugter
Skiød det mangen løvfuld Green,
Og nedsænkte sine Frugter

Over Oldtids Bautasteen.

Mangt et Billed Du os hented,.

Tørte Støvet af med varsom Haand,

Hvad ei Nutid havde ventet:

Mærket af en svunden Aand.
Kirkefædrene nu hist dig stue,
Glade, Münter! nævne de dit Navn;
Bringe dig, ved Morgenrødens Lue,
Til din Jesus, i Apostelfavn.

Ak, men ingen Høitidsfester

See dig meer blandt os, med fromme Sind.
Ingen Herrens Tiener meer Du giæfter,
Som Du selv har viet ind.