Næste Vaar vi vil paa Graven sætte
Martsviolens blaa beskedne Dust;
Men ei Stedmoersblomsten, Henriette,
Klæde skal din Høi med breden Bust:
Mere moderligt, i Vel og Smerte,
Af end dit, stog intet Moderhierte.
Derfor aldrig glemmes skal dit Minde,
Skiendt dit Støv vi dække nu med Jord.
Hvo sad saa beskeden, ganske Qvinde,
Huuslig ved det lille Arbeidsbord?
Og dog i din Aand erkiendtes atter
Kirsteins Hustru, Cramers able Datter.
Stille Hauge, hvor hun daglig vandred,
Lig hin Moder i Luises Sang,
Som med Vintren har dit Syn forandret ;
Taagen ruger i din visne Gang;
Ryst din Taare ned! Den Gode bygger Aldrig meer i dine Sommerskygger.
Hvad? Den Barm, saa høi, saa ufortrøden,
Varm for alt det Gode, Sialen faae,
Dette Hierte hærdet er af Døden,
At det meer ei kunde tiærligt slaae?
Elstte! slipper ikke Haabets Anker!
Hist det slaaer, hvor Jesu Hierte banker.
Jeg saae ham fiernt fra Stadens Støi,
I Skoven, hvor han gierne gif;
Hans Pande hvælved sig saa hoi,
Og mandigt var hans Tankeblik.
Og Sølverloffen snoete sig,
Stiøndt han en Hader var af Pragi,
Omkring hans Tinding kongelig,
Som Kronen om en Isse lagt.
Et ædelt Ved i grove Bark!
Ei Bonde, skiøndt han selv det skrev;
Kornblomster vorte paa hans Mark,
Violer i hans Overdrev.
Slet var hans Høst ved Leens Klang,
Han kræved ei Pomonas Skat,
Naar Lærken i hans Fælled sang,
Og Stiernen blinked i hans Nat.
Men stolt og rørt hans Stemme lød,
Du ædle Bondestand! for dig,
Da Fredrik Trællelanfen brød,
Og Frihedsstøtten reiste sig.
Sfient bandt en hedenfaren Skiald
Udødeligheds Krands af Siv,
Da Heimod trodsed Stormens Giald,
Og frelste Brødres dyre Liv;
Og medens Fisterleiet staaer
Paa Danerkyst ved Havets Tang,
Og mens en Baad i Belgen gaaer,
Forglemmes iffe Ewalds Sang.
Men heller ei forglemmes din,
Thaarup! aldrig skal den døe,
Saalange Luft, ved Leens Hvin,
Faaer Kryder af det friske Hø.
Og aldrig folder Danmarks Flag
Fra Skibet ud sit Purpurhang,
At Dansken mindes jo den Dag,
Da du til Flagets Ære sang.
Tag Harpen ned af Hyttens Som, Hang den i Kirken, som en Skat; Lad Toner, som en hellig Drøm Igiennembæve den hver Nat!
Thi, stiøndt fun slet og ret af Eeg,
Han stemte den for Gud og Dyd,
Og rørte den til Strængeleeg,
At den fik Davidsharpelyd.
Nu er han med sin Schulz hos Gud.
Fra Himlen lyder Begges Røst,
Naar Andagtshymnen bryder ud,
Og styrker Haabet i vort Bryst.
Overstridt du har, Veninde!
Vennen stirrer ved dit Minde
Lausveemodig paa din Grav.
Sneens Vinterlilier sige:
Du er falig, fromme Pige!
Himlen tog, hvad den os gav.
Selsom var din Gang i Livet!
Sfiønhed blev din Ungdom givet,
Dog du ingen Rose brød.
Nær en Dronning var dit Sæde,
Kummer mørkned dog din Glæde,
Malurt i dit Væger flød.
Men, faalidt som Hovmod, mægted
Sorg en Sial med Gud beslægtet
At berøve Ondets Magt.
Paa dit Kammer over Muren
I dit Vindve stod Naturen
Huldt i Hyacinthens Dragt.
Kunsten elfte du, dens Glæder.
Ridderfrøknens vene Sæder
Du med Eenfold sødt forbandt.
Og med himmelsk Søstervarme
Fromt husvaled du den Arme,
Som hos dig sin Tilflugt fandt.
Spændte Skiæbnen tungt dit Hierte,
See da lindred du din Smerte,
Ved at søge Trøst hos Gud.
Ingen Tvivl i mørke Blikke!
Engle tog vor Frederike,
Bragte hende til sin Gud.
Selv den gode Dronning græder,
Eensom hun i Hallen træder,
Rørt hun under Bøgen gaaer.
Store Tab for en Fyrstinde:
En hengiven tro Veninde,
Fra de første Ungdomsaar.
Klage, tie! Paa Englevinger
Frederike ned sig svinger,
Hun er iffe langt herfra.
Tidt i Vaar, naar Blomster bæve,
Arm i Arm to Skygger svæve:
Hist hun fandt Amalia!
|