Til Middag De mig mildt indkød.
Hvor? har jeg siden først udgrundet;
Jeg gierne Venskabs Stemme lød,
Og i et Nu var De forsvundet.
Saadan undgik mig Stedets Navn,
Og Skiæbuen slog mig med sin Kølle.
Jeg troede, det var Kiøbenhavn,
Men det var Strandens maleriske Mølle.
Hvad skete nu? Det veed De kun for godt,
Det hiælper ei at bølge noget:
Det rigtig er en Skam og Spot,
Hvor vorne Folk kan gaae i Taaget.
Hvis det var som i Ungdoms Vaar,
Ud til den kiære Mølle var jeg vandret;
Men der var svundet fiirti Aar,
Og Meget har sig midlertid forandret.
Poeten kan endnu vel Harpen slaae,
Han leger med sin Ungdoms første Rangler,
Dog vil han heller kiøre nu end gaae;
Og Distractionen end ham ikke mangler.
Hvad altsaa skal jeg sige meer?
Med Sligt man ikke burde spøge
De mig fra Fredriksberg i Omnibussen seer,
For Dem i Byen at besege.
Men medens inden Arelstadens Vold
Jeg render, som jeg havde tabt Forstanden,
Staaer Deres Suppe, bliver fold,
Fordi De venter mig, en Time faft, ved Stranden.
Hvad skal man sige? Skeet er steet!
Undskyldning giør kun Sagen værre;
Hust paa, jeg er en skrøbelig Poet,
Og at Poeter vi er Alle for Vorherre.
En Jæger vilde giftes engang,
Thi gik han ud i Skoven og sang.
Han kaldte Vildtet; i samme Stund,
Der kom saamangen en Han og Hun.
I trofaste Venner! nu siger, hvordan
Man bedst sig stikker til 2gtemand.
Frem vralted i Velsen den tykke Biern,
Den Mand var alt Fader til mange Børn.
Hør! raabte den Brune, kun dygtig brum!
Det giør din Ægteviv spag og ftum.
Stærf maa du være, men ogsaa grov,
Det giøres nødig til Huusbehov.
Nei, kurrede Duen, som hisset sad
Og coquetterte bag Træets Blad,
Nei fiælen maa du være, min Tro,
Og næbbes i Maaneskin, som vi To.
Da vorder du først en 26gtemand,
Og lever som jeg
Af Hulen sneg sig den sultne Ræv,
Herr Miffel grinte med Snuden stiæv
Og hvisked: Vær smidig, liftig og flog!
Det gavner dig meer end Hiertets Sprog.
Min Qvinde forstaaer ei det kialne Vaas,
Men kysser mig, naar jeg stiæler en Gaas.
Nu saae vor Jæger den snelle Hiort,
Som smutte just vilde bag Løvet bort.
Den var faa galant, den Hver udstak,
Af nyeste Snit var dens brune Frak.
Men Jægeren giøs, da dens Horn han faae, Thi der var serten Ender derpaa.
Da kom Herr Grævling i samme Stund,
Opjaget af Søvne ved Jægrens Hund.
Han sagde: Smut under Busk og Green,
Som jeg, paa lave, paa frumme Been.
Og stiænder din Kone, da læg dig og sov!
Og spørg ei først: om du maa faae Lov?
Nu Haren, Herr Lampe, did blev ført,
Med lange Dren han Alt har hørt.
Han sagde: Min Viv at støie formaaer,
Saa Hørelsen selv paa Haren forgaaer;
Men lange som Øret er Been og Taal;
Jeg flygter, - og trøstes i Vondens Kaal.
Vildgasen bad ham Vildgaasen ta'e;
Men hende vilde han ikke ha'e;
Fasanen havde for dyrt et Slab,
Og Sneppen til Kys for langt et Næb.
Een bygged for dybt i Sivets Læ,
Den Anden for høit i det stolte Træ.
Vor unge Jæger braft fast i Graad;
Thi Dyrene gave ham slette Raad.
Dog vilde han giftes; og Plaf i Plaf
Med Hiertet han skied, men aldrig traf.
Diana! hiælp paa vor Jægers Sag!
Thi ellers han jager til Dommedag.
Hun er saa rund om Barm og Lænd, Det er et Skuespil for Guder. Misundelsen er her igien,
Man siger: det er Krelhaarspuder. Men om saa var er det saa sært? Og svandt Beundringen i Dunsten? Det jo beviser: hun har lært Fortræfligt Billedhuggerkunsten.
Som Budder og som fine Kridt
Er marmorhvide hendes Hænder.
Man siger Tanden af er slidt
Og dog
dog har hun Perletænder.
Misundelsen igien paastaaer,
At hun de rette savner længe.
Wien Eget er dog, hvad jeg faaer
I egen Mund for egne Penge.
Hun vittig Ingenting har skaant,
Naar nylig hun har lært i Bøger;
Man siger: hun har Tanken laant,
At først sin Vittighed hun søger.
Umiddelbare Vittighed!
Hvad er da det saa stort i Grunden?
Speculative Flittighed!
Du har Naturen overvunden.
I Selskab er hun from og blid,
Men naar med Manden hun er ene,
Gaaer det ei af foruden Eplib
Og uden mangen heftig Scene.
Hvad siger det? Mon enkelt Mand
Opoffres ber ei for det Hele?
Desbedre hun i Selskab kan
Huldsalighed med Alle dele.
Det falder jeg en Ovinde gob,
Som yndigt hele Verden klapper,
Og som, naar hun har hidsigt Blod,
I Mandens Stue det aftapper.
Det kalder jeg en ægte Frei,
Der selv som Heimdal blæser Luren;
Der pyntes af Naturen ei,
Men daglig pynter paa Naturen.
Thorvaldsen,
da han var her førstegang.
(Parodie paa Digtet: Wiedewelt.)
Vognen triller,
Graa, ffiendt uden Briller,
Kiører Kunstneren til Kiebenhavn.
|