Skildpadden er et langsømt Dyr,
Kryber omkring saa dumt paa Stranden;
Ikke med Vinger bort den flyer,
Værger sig ei med Horn i Vanden;
Væltes paa Ryggen den om paa Jord,
Ligger den som et Vuggenoer.
Skildpadde, fryb paa din eensomme Strand,
Stik i dit Pandser som en Mand!
Aldrig en kæmpe før i Nord
Gif i et Harnist saa forsigtig.
Væbnet den er som Asathor,
Men den kan iffe fagte rigtig;
Klemt i sit Kyrads alt for stiv,
Mister den let sit unge Liv.
Skildpadde, kryb paa din eensomme Strand,
Stik i dit Pandser som en Mand!
Skildpadden som en stelden Viis
Stiennes ret paa først efter Døden;
Ganen den yder største Priis,
Naar i Madeira den er søden.
Venskabets Ild, om nok saa mat,
Brænder, naar den paa Fad er sat.
Skildpadde, kryb paa din eenfomme Strand,
Stik i dit Bandser som en Mand.
Næsten det gaaer Skildpadden hist,
Saa som det Noah gik i Arken,
Alleslags Kiød man finder vist
Kostelig samlet under Barken.
Hensekied, Orefied, Kalvekied, Lam,
Selve Kapunkiød findes Skam!
Skildpadde, kryb paa din eensomme Strand,
Stik i dit Pandser som en Mand.
Ellers man Agt for Skal ei bær,
Naar den ei meer om Skatten laaser;
Skildpaddens Skal har største Værd,
Stiænker Tobakken bedste Daaser.
Meen, som sig paa Smukt forstaaer,
Sætter som Kam den i sit Haar,
Skildpadde, kryb paa din eensomme Strand,
Stik i dit Pandser som en Mand.
Finder imellem en Poet
Sfallen henslangt bag Kieffenballen,
(Oftere har man i Verden seet,
Digteren neies meest med Skallen);
Strar har deri han Strængene spændt,
Synger, og gier det ud paa Brent.
Skildpadde, kryb paa din eensomme Strand,
Stik i dit Pandser som en Mand.
Krigeren selv i Kampen tryg,
Agter dig heit i Slagets Farer,
Danner et Skiold sig som din Ryg,
Og med Testudo sig forsvarer.
Saadan forener du, barkede Knold!
Skioldet med Lyren og Lyren med Skiold.
Skildpadde, fryb fra din eensomme Strand,
Ofte beseg vort Fædreland!
(I et Exemplar af den latinske Grammatik).
En Gave her, min Hans, du fik,
Som vel i første Dieblik
Dig inderligt behager;
Thi Bogen smukt er bunden ind
I Glandspapiir med gule Sfind,
Dens Ydre dig indtager.
Dog (modsat Mandelens Natur)
Du Sfallen sød og Kiarnen suur
Af denne Frugt vil finde;
Og Mensa, Dominus, hic, hoc,
Vil giøre dig det broget nok.
Du maa dig overvinde.
Thi naar du heller ud gad gaae,
Du sidde maa i stille Vraa,
Og læse maa din Lere.
Dog ei om liden Tvang dig bryd!
Snart mærker du med megen Fryd,
At denne Bog kan here.
Et Eventyr du jo har hørt,
Om Ham, som blev i Bierget ført,
Blot ved et Ord at fatte;
Og nævned han det Trolddomsord,
Da Tryllebierget strar opfoer,
Og bød ham sine Skatte.
Her maa du sagtens lære fleer;
Mien, Hans, hvad siger det saa meer,
Vel Ydun kom tilbage,
Vel Fenris fuos i Baand,
Men Havets glubske Drage
Fik daglig Overhaand.
Den spændte Jorden mere,
Høit Heli Hulen bød,
Hver Dag man hørte Flere,
Som døde Sottedød.
Nu Askurs svage Sønner
Reent tabte deres Mod.
De planted 2rter, Vønner,
Men Krig de ei forstod.
De blev spidsfindig floge,
De tugted Bern med Riis,
Og alt som Lærepoge
Hver var som Mimer viis.
De undersøgte Solen,
De faldie Verdens Dom;
Men angst de faldt af Stolen,
Saasnart en Fiende kom.
For dem end meer at giække,
Som med et visnet Løv,
Dem Dværge fyldte Sække
Med Guld- og Sølverstøv.
Nu sloges de om Støvet,
Som for en vigtig Eag.
Sin Beiler blev berøvet
Ungmøen mangen Dag.
Hun maatte vente længe,
De stiønne Roser svandt,
Naar, hvad man kaldte Penge,
Ei hendes Beiler vandt.
|