Ved Pligten staae vi Dyden bi,
Derpaa gaaer ud vor Tragten, Digten;
Og ved det Gode fremme vi
Alt hvad der kan befordre Pligten.
Stial aldrig Penge, Dig til Gavn,
Vend ei til Næstens Gods dit Die!
Men stiale Næstens gode Navn,
Det taer Moralen ei saa nøie.
Vær altid from med Ak og O,
Din Bøn til Helgen dig forvandle;
Naar kun du har en Christen Tro,
Saa kan du gierne hedenst handle.
Gak vred fra Skuespillet bort,
Slig Spas foragted dine Fædre;
Sid i din klub og spil dit Kaart,
Det Spil behager Himlen bedre.
Vær ydmyg, hvor det gavne kan,
Mod Den, som noget har at sige;
Og hils saa fromt din Overmand,
Som om han ikke var din Lige.
Men Den, som kun i Daad er stor,
Siig ham, mens du ham holder Stangen:
Hvad bilder du dig ind, min Broer?
Gaaer du vel foran mig i Rangeu?
At dømme ret, Alt vel forstaae,
Det holder Meningen i Tømme;
Derfor, min Ven, beflit dig paa
Alting paa Timen at bedømme.
At rose, river let os hen,
Det kan os selv i Fare kaste;
Derfor det klogest er min Ven,
Alting med Fornemhed at laste.
Flye Kiærlighed, som Syndens Fre, Sfiøndt vel du kan til Vellyst trænge. Forelsk dig aldrig i en Me,
Men gift dig kun med hendes Penge.
Lær udenad hvad Tiden bød,
Men ei for Sialen at husvale;
Kun for at faae et Levebrød,
Og for med Lærdommen at prale.
Vær Ven med Den, som gavne kan,
Paa Gavn du stedse bør studere;
Derfor trakteer den Dannemand,
Som godt kan dig igien traktere.
Saadan undgaaer du Verdens Spot,
Du Ædle! med din Tragten, Digten,
Og hylder fun, hvad der er godt;
Jeg mener, hvad der fremmer Pligten.
Bacchus! rul til Jorden paa din Tønde,
Tril den op paa dette kiære Bord;
Thi driffe nu vi agter at begynde,
Som fande Slægt af Mænd fra gamle Nord.
Bort Pallas, bort! Fornuft os rager iffe;
Bort Momus, bort! Satire lides ei;
Men Evan fom! Thi Brødre, driffe, driffe,
Det veed vi hvad det er, det andet ei.
Og andre Ting ei vides skal i Aften,
Som Philosoph jeg har mit Haandsystem;
Al min Sophi gaaer ud fra Druesaften,
Dens Virkning spores stal i mine Been.
Og bryd dig aldrig om, at du maa rave!
Du raver jo deg saa din meste Tid;
Thi skrøbelig du blev i Edens Have
Ved Adams altfor lyftne Æblebid.
Ak havde han saa taabelig ei været,
At nadske den forbudne Frugt, som Barn,
Da var endnu os Paradiis foræret,
Vi var ei viklet ind i Syndens Garn.
Da leved end vi fort i Uskyldstanden,
For intet draf vi da den bedste Viin.
Da var ei Kiøbmænd seet med Horn i Vanden,
Og Fanden var ei manet ud af Sviin.
Da var vor Jord af pure Chocolade,
Vor Vintersnee var Suffer og Bonbons;
I Krigen ei man hørte Kanonade,
Og ingen ærlig Karl blev kaldt Poltron.
Hver Gentleman var da Baron og Greve,
Hver Stodder bar et Von foran sit Navn.
Hvad er vi nu? Saalange som vi leve,
Forvinde vi ei ganske dette Savn.
Man lagde Bro med Perler, hvilken Glæde!
Man gik derpaa med silkestømpte Been.
Nu svømmer dybt i Taarer mangt et Stræde,
Og vi har Støvler knap til Kampesteen.
Forstum, o Sfiald! Flur Harpen bort du hænge!
Hæv ei vor Sorg, og roes ei dette Sted;
Thi blier du rørt, og græder du forlænge,
Saa nodes jeg vel til at græde med.
Og nu i Aften maatte Vokker græde,
Kun Flasken søde Taarer fælde stal;
Men Flasken fælder dem af lutter Glæde,
Fordi vi drikke os en Perial.
Velan, vi vil ei heller Saften spare.
Hyld Bacchus, Ven, da est du klog og viis;
Thi treer mit Ord: paa Vinens Dunster fare
Vi Alle levende til Paradiis!
|