Og fom Valkyrier med Rædselssind,
Med Hielm og Skiold, i Storm og Hvirvelvind,
Og hørte Sangen: Over Bierge, Dale"
De bragte den med Lyst til Odins Sale,
Og lærte Bragi den, og selv den sang,
Mens trindt det i Valhallas Skiolde klang.
Saa hædrer da den store Danedigter!
Mens vi opfylde Hiertets fiare Pligter,
Og stille frem af hvad han skiænkte bedst,
Et værdigt Smykke for hans egen Fest!
da han efter et langt Sygeleie viste sig offentlig.
(Skuepladsen en Vaabensal, i Midten Kunstneren, siddende.)
Lør vel en Skygge nærme sig her Livets glade Kreds?
Tør dristig en værkbruden Mand i Kunstens Helligdom
Sig vise paa sin Bærestol, og haabe tillidsfuld
En virkelig Medlidenhed. Hvor alt er Phantaste?
Vil alle Muser ikke flye, Apol fortørnes ei,
Og spænde Buen mod mit Bryst? Nei, nei. Han er ei grum.
Nei, Kunstens Fader Helios! Du vil tillade mig,
En bøiet Syg, at qvæges her i dine Straalers Glands.
Thi jeg har tient dig glad og tro, som ærlig Fostersøn,
Mens Eumeniden slumrede. Ja, jeg har offret dig
Det Bedste Himlen skiænkte mig: min Sundhed og min Kraft.
Tillad da for et samlet Folk at hæve denne Røst,
Som ofte tolket har din Magt, og smeltet mangen Barm.
Her sidder jeg, en Skygge nu, blandt disse Harnisfer,
Blandt Melpomenes skiønne Sværd, og ved Athenes Skiold.
Men ogsaa jeg har bundet Staal og Kobber om mit Bryst,
Og vundet om min sikkre Fod den mægtige Cothurn.
Hvor er nu disse Seners Kraft? Men tie, ntin Smerte, tie!
Vanær ei Kunstens Helligdom med et fortvivlet Sfrig.
Nei, sørge vil jeg som en Mand, og slutte Sorgen taus
I dette Hierte, følsomt end for Kunst og for Natur.
Tak, elskte Folk, for denne Stund, for dette Glimt af Lys,
Der tryller for et Dieblik mig i en svunden Old.
Her saae I ham, den stolte Geert, og Torbens Broder Knud,
Og Annas Halvor, Beverlei, og, ak! som Elsker varm,
Den lykkelige Ungersvend i mangt et lifligt Spil.
Og smidig hans Indbildning snart en Landsby-Møllersvend,
Snart Almavivas fine List fremstilled, Livet tro.
Ak! havde grusomt Skiæbnen ei i Høiden af min Flugt
Mig fældet i min Sommerdag, jeg havde nydt den Trøst,
At lønne Eders Velbehag med Frugter af min Hest.
Knudsen, sidste Gang paa Skuepladsen,
"Alas, poor Yorick! - I knew him, Horatio a
fellow of infinite jest, of most excellent fancy."
Pom gamle Jack, det guaer den gamle Knudsen:
Han siddet har paa Grund i Hospitalet,
Nu er saavidt han bleven flot igien,
Har styret til sin rette Havn, hvor steds
Thalia, som en gyldenhaaret Havfru,
Har vinkt og lokket ham med sine Viser.
Han er en fattig Diævel; men dog elsker
Han Fædrelandet og dets kiække Sømand;
Har ofte samlet ind en smuk Slump Penge
I gamle Skindpung, for at lindre Nød.
Nu er han læk; men er dog iffe kied
End af at fare, nei saa kiender I
Ham, splitte mig, ei ret; han kan ei drive
Med stærke Planker og med funde Skrog.
Der kommen er en Splint paa tvers i Skralden,
See det er alt! den gaaer vel ud igien.
Og gaaer den ikke ud, saa gaaer den ind,
Saa tiener jeg dog Konge, Fædreland
Til jeg er død; og saa er det forbi!
Nu ellers mange Tak, I gode Venner,
Som laae til Anfers paa min Rhed i Aften!
Prolog, fremsagt af Ryge.
Din Tunge, Kuhlau! nu i Dødens Lanke
Er sluttet taus; men ei din Sang forstummer. Taknemlige paa dig vi tidt vil tanke.
Du hviler født i Gravens stille Slummer.
Din Harpe dog forlod du ikke gierne;
Os glædte den, dig trøsted den i Kummer.
Din Aand, flar, luttret som en Aftenstierne,
Fra Himlen blinker ned, mens Muser flette
Den velfortiente Krands. Og fra det Fierne
Du seer os den trindt om din Urne sætte.
Tak for dit Ovad!. Indbildningskraften skiænke
Rig Evne dig, til Fryd for Danerslette.
Du malte stærkere, hvad Skialden tænkte;
Og Blomsten hæved friskere sit Bæger,
Naar med Musikens Dug du den besprængte.
Hvor mangen Mø, naar hun paa Strængen leger,
Vil mindes dig! Her vil vi ofte nyde
Din fieldne Kunst, som Hierterne bevæger.
Naar skumle Lyd fra Røverborgen bryde
Med felsom Gysen
Formildet og forfont,
men af Kiærligheden
vil vi os fryde.
At selv du blev en Dansk i Danmarks Eden,
Beviste du i Elverhøiens Sange,
Som fordum Hyrdepigen qvad paa Heden.
Ja, hvad for Fædrene lød mange Gange,
Forstiønnede din Kunst; og glad du mærked
De stærke Heltelyd fra Danavange.
Harmonist Melodien du forstærked;
Vor Folkesang du skiænkte nye Vinger,
Med Christians Vise du fuldendte Værket.
Og derfor Muserne dig Krandsen bringer!
Euterpe ved den samme Fløite qvæder,
Som os i din Lulu livsaligt klinger.
Erato hid med Tamburinen træder,
Som lød ved Shakespeares Bryllup; men den stille
Den høie Polyhymnia — hun græder.
Nu til din egen Sang vi lytte ville.
Himlens høie Skare
Ham fra Dødens Fare
Høit til Himlen svang;
Harpen du indvie,
Himmelske Marie!
Nu til Engleklang.
Høitideligt et tausveemodigt Stille
Sin Skygge breder over Festens Glands;
Hvo fang: „Der var en Tid, da jeg var lille",
Og bringer Digterurnen ei en Krands?
Hvor gif en Dreng i den latinske Skole,
Hvem Kallundborgske Digt ei giorde fro?
Hvo, som Discipel i den forte Kiole,
Ei over Jeppes Lystigheder loe?
Hvo følte Elskovs første Foraar flette
et kiærligt Minde bragt,
Og sang med Baggesen ei Henriette,
Og Lycilis, og om Selines Magt?
|