Men han beundred Mandens Aand,
Og Styrken i hans Heltehaand,
Hans Driftighed, hans Ild, Forstand;
Og ei han sveg den fieldne Mand,
Da han ham havde rakt sin Haand,
Til Forbund og til Venskabsbaand.
Da denne Løve faldt i Skov;
Den altfor tidt gik ud paa Rov;
Man Hiorten, Hinden fandt for god,
Til steds at mætte den med Blod;
Da Jægerne tilsammen sad,
Som høie Fyrster, Rad i Rad,
Da indtreen ogsaa Frederik,
Og mødte mangt førternet Blik;
Han havde været Løvens Ven;
Men knap fik Drotten talt igien,
Knap aabned Frederik sin Mund,
Saa faae man ham i Hiertets Grund,
Og fandt ham ædel, fik ham fiær.
Og Fredrik redded, uden Sværd,
Som Saga, som Europa veed,
Vort Fædrelands Selvstændighed.
Jeg faae hans Hiemkomst, Folkets Fryd,
Jeg hørte Danmarks Glædeslyd;
Som Bisværm suser, til hans Priis
Jeg Hatte faae i tusindvis
Tilvifte ham det Hurraraab,
Som toned fra en henrykt Hob.
En venlig Fylgie drev dig til,
Kort, Fredrik! før et Skiævnespil
Os stilte fra det skiønne Field,
Med Graner, stærke Kildevæld,
Som delte fire hundred Aar
Med Danmarks Dale lige Kaar,
At bygge der faa fast et Slot,
Som end dit Navn bevarer godt.
En Fredens Borg, hvis Hverv indtog
Hvert Nordmandsbryst som ædelt slog.
Den bærer end, i Fieldets Favn,
Ved Mimers Brend, dit Kongenavn.
I Billeder! jeg male skal,
I myldre for mig uden Tal.
For at 3 ei skal flagre bort,
Vil jeg fuldende, klart og kort,
I raste Træk, og digterfri,
Af elskte Drot mit Maleri.
Seer Frugtbarhed paa Mark og Væng!
Og læse kan hver Bondedreng!
Han for den stakkels Blinde seer;
Døvstum er ikke døvstum meer.
J Tvist og Kiv han mægler Fred;
Han drager om fra Sted til Sted;
Selv vil han fiende Land og Folk;
Hver i sin Eag er egen Tolk.
Han taaler mangen Tale fri,
En Hader af Spioneri.
De Ord: Han troede, Han var hiemme!" Vil Danerfolket aldrig glemme.
stiøndt ei Fredrik ofte kom
I Musatemplets Helligdom,
Ei denne Retning tog hans Aand
En rund, en gavmild Kongehaand
For Digter, Kunstner ei blev luft.
Det Skiønne agted han som Smukt!
I Fredriks Tid var i en Vraa
Ei Ewald, Wessel døet paa Straa.
Med Danebrog ei pynted blot
Han sine Hofmænd i fit Slot:
Nei, Hædersmænd i Fred, i Krig,
Af Wrens Banner fik en Flig.
Og nu hans sidste, bedste Værk!
En Mindesteen, som mere stærk
Staaer ved hans Grav, end Roeskilds Muur; Den er af evige Natur!
Som Guldsmed danned Du en Ring
Af danske Mænd paa Kongething.
Det var en Ring af ægte Guld,
Som ikke ruster under Muld.
Den pryder dig - som salig Aand
I Himlen end din Kongehaand.
En Talisman til Danmarks Tarv!
Og Christian er os Haabet nu;
Hver Blomsten af sin egen Old,
Og hver en værdig Søn af Skiold!
Nu fromme Konge sov i Fred, Velsignet i dit Hvilested!
Hvor tidt er jeg henvandret til din Grav,
I Krogen hist bag Kirken, flad og lav.
Dybt var du siunken alt i Jordens Favn,
End ruged dog en Steen, paa den dit Navn;
Johannes Ewald der paa Stenen stod,
Halv vasket ud af Regnens Vinterflod.
Hvor ofte gik jeg stillen Grav forbi,
Hist giennem Kirkegaardens trange Sti,
Og titted giennem Sprinkelværket ind.
Da randt en hellig Taare paa min Kind;
Thi fra jeg kunde løfte Bog i Haand,
Var jeg fortrolig med din Digteraand.
Ak, tænkte jeg, halvvoren som jeg stod
Ved Gittret, Stenen lige for min Fod:
Hvi har de lagt ham her i denne Krog?
Han skrev jo dog saa mangen herlig Bog!
Hvi hviler ei derinde Skialdens Been,
For Altret, bag en sneehvid Marmorsteen?
Hvert Aar, i mangt begeistret Dieblik,
Jeg fromt og ene til din Liigsteen gik;
Helst dog, naar ned af Kirkens Linderad
Høstvinden blæste kold det gule Blad;
Naar Solen stiulte sig bag Skyens Sler,
Da tyktes mig: Nu er det, som sig bør.
Og da jeg aldre blev, da syntes mig,
At sindrigt her man havde jordet dig:
Ved Jssen: Kirken rolig i sin Sky!
Ved Foden: Usselhed i snevre By!
Her hellig kraft og Trøst, hist Sorg og Nød.
Du stod i Livet, som du laae i Død.
Ja Linden selv her med sin forte Hud
Seer ved din Grav fuld af Betydning ud;
Thi du var selv et Træ af stærk Natur;
Men lænket, haget i den skumle Muur,
Omklædt af Brædder, at ei Stammens Gang
Kick skulde giøre Mængden Gaden trang.
Kirke, stiærm ham med din stærke Muur! Yd Blade, Træ! af tarvelig Natur! Bred ud din Røst, du Orgel! som et Hav, Og tone lad den over Ewalds Grav. Kald med din Straake frem, du stærke Sol! Ved Issen mangen lille Martsviol.
Mod Himlen steg du, som et Cedertræ;
Sedt slumre du da nu i Kirkens Læ!
Lad Stenen synke meer, alt Aar for Aar,
Dit Navn dog blomstrer i en evig Vaar.
Længst foer det fra sin sørgelige Vraa,
Og funkler nu
en Stierne fra det Blaae!
|